Solbærsaft hjemmelavet
Af Min madopskrift
Det er nu her i juli måned man skal plukke sine solbær og lave saft eller solbærmarmelade. Solbær marmelade er ikke så udbredt som solbærsaft. Det er lidt en skam ikke at lave sin egen solbærmarmelade eller solbærsaft, da solbær er utroligt nemme at dyrke, og det er ingen sag at lave sin egen lækre koncentrere solbærsaft. Solbær er sprængfyldt med vitaminer og er meget sunde. Der findes mange sorter af solbær, og der er lavet forsøg med de forskellige sorter. Inden man køber sine egne sorter, vil det være en god ide, at se hvilken der er sundest, og mest velsmagende.
Den nemmeste måde at lave solbærsaft på er, at lave den i en saftkoger. Den kan købes overalt hos isenkræmmere og nogle gange i forskellige discount butikker. På billedet har vi taget vores saftkoger med ned til solbærbuskene, så vi kan plukke de solbær vi lige har behov for. Når den hullede del er fyldt op med solbær, stoppes med at plukke flere. Resten plukkes en anden dag, eller bliver spist af fuglene.
Ingredienser solbærsaft:
- Solbær
- ½ kg sukker per liter siet saft
- Atamon
Fremgangsmåde solbærsaft:
Pluk solbær, skyld og rens dem for dyr, grene og blade.
Tag saftkoger i tre dele og fyld den nederste gryde helt op med varmt vand.
Sæt delen med slangen ovenpå, og læg slangen i en dyb tallerken og sæt derefter den hullede del til bær eller frugt oveni.
Fyld gerne den hullede del helt op med solbær og tryk dem ned så låget kan lægges på.
Læg låget på, sæt klemmen på slangen, og skru varmen op på Max. Når vandet koger, skrues der så langt ned, at vandet stadig koger lidt kraftigt.
Når saften begynder at løbe ned i slangen, er det vigtigt at begynde at tappe af. Er der for meget saft inde i gryden løber det over. Efter ca. en halv time kan der tappes lidt over en halv liter saft af. Denne saft hældes tilbage over solbærrene i den hullede del, for at få de øverste bær til at sprænges og afgive deres saft. Hæld derefter den aftappede saft i en stor gryde, evt. en suppegryde.
Lad ikke slangen stå åben, men åben og luk for den med klemmen. Lader du den stå åben lukker du trykket ud af gryden, og saften løber ikke til som det skal.
Hold øje med at gryden med vand ikke koger tør, da saftprocessen så stopper. Det kan også ødelægge den nederste gryde. Tilsæt kogende vand, hvis gryden løber tør.
Når saften begynder at blive lysere kan der ikke komme mere smag og saft ud af solbærrene og det er på tide at slukke.
Derefter sis saften og der beregnes hvor meget saft der er. Der tilsættes ca. 500 gram sukker til hver liter saft.
Tilsæt atamon efter kogning, da atamon mister sin virkning ved 100 grader. Tilsæt atamon efter brugsanvisning på flasken.
Kom saften på atamon skyllede flasker.
Solbærsaften fortyndes med iskoldt vand i forholdet 1:5 eller efter smag.
The post Solbærsaft i saftkoger appeared first on Min Madopskrift.